Foto: NZS
Af Daniel Abedeny | 20. november 2024
Oliver Provstgaard, vores danske U21-landsholdsanfører, var med fra start i begge testkampe, der var på programmet i denne landsholdstermin. To stærke testmodstandere i form af Tyskland og Spanien ventede på udebane, og det var med to sejre til værterne til følge. På et velbesøgt Tivoli i Aachen var Danmark aldrig rigtig i betragtning til sejren, og store redninger, i særdeleshed fra Andreas Jungdal i løbet af første halvleg, kunne ikke forhindre en tysk føring, som efter 81 spilleminutter blev cementeret af Youssoufa Moukoko til slutresultatet 3-0. Oliver Provstgaard spillede 71 minutter.
Såvel på tavlen som i spillet på banen var test nummer to mod Spanien imidlertid mere jævnbyrdig, men også her kom Danmark skidt fra start. Før kampuret havde rundet en halv time, havde danskerne indkasseret to gange, og selvom Oliver Provstgaard og co. fik spillet sig tilbage i kampen, og Tochi Chukwuani fik reduceret til stillingen 2-1, stod stolpen i vejen til allersidst, da Isak Jensen sendte sit sidste forsøg på en udligning afsted. Oliver Provstgaard spillede fuld tid i Albacete.
19 U21-landskampe står Vejle Boldklubs anfører nu noteret for.
Foto: PEGO Media
Igor Vekić har atter repræsenteret Slovenien på A-landsholdsniveau, idet Vejle Boldklubs førstemålmand var udtaget til Sloveniens to sidste gruppespilskampe i B-laget i UEFA Nations League. Forud for de sidste to spillerunder var Slovenien stadig i betragtning til en oprykningsplads til A-laget, men efter et 1-4-nederlag hjemme mod Norge torsdag og uafgjort ude mod Østrig søndag må slovenerne tage til takke med endnu en omgang i det næsthøjeste turneringslag. Igor Vekić overværede begge kampe fra bænken.
Foto: NZS
Begge spillere er vendt retur til VB Parken og indgår fra onsdag i forberedelserne frem mod søndagens kamp i Randers.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.